Her kommer der information om optagelsesprocessen i foråret 2024 målrettet ansøgerne.
Information om optagelsesprøven til Grafisk Design 2024
Optagelsesprøven foregår tirsdag og onsdag den 21. – 22. maj 2024
Prøven foregår begge dage fra kl. 8.30 til 16.00
- Registrering fra kl. 8.30
- Prøven begynder kl. 9.00
Sted: Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Amager Fælledvej 190, 2300 København S. Du skal møde op i foyeren foran konferencesalen på 6. sal, hvor du vil få yderligere information. Du skal medbringe gyldig billedlegitimation begge dage.
Program
Dag 1: Løsning af en række kreativitets- og visualiseringsopgaver hvor du blandt andet skal bruge analoge redskaber i form af blyanter og tusch/spritpenne. Slutproduktet vil være digitalt og uploades i WISEflow, så du skal også medbringe kamera eller smartphone, så du kan få analoge løsninger/skitser ind på din computer.
Dag 2: Løsning af designopgave
Opgaven udføres på computer med brug af programmer som fx InDesign, Photoshop og Illustrator, eller tilsvarende fx Affinity-programmerne, og uploades i WISEflow. Du skal medbringe din egen computer.
Samtale
Du vil i løbet af optagelsesprøven skulle deltage i en kort samtale med studieretningens medarbejdere, mens du arbejder med opgaverne.
Materialer
Du skal som minimum have en tynd, sort tusch/spritpen til rådighed til at lave skitser med. Du kan supplere med andre materialer som tuscher/spritpenne i forskellige farver og tykkelser, akvarel eller andet, hvis du har lyst.
Du skal have InDesign (eller tilsvarende) installeret på din computer og have et minimum af kendskab til programmet, da du skal kunne placere dine løsninger i et InDesign dokument, enten efter at have taget et billede eller scan. Du skal også kunne generere en pdf-fil ud fra et InDesign dokument.
Din computer skal kunne komme på det trådløse netværk. Dels kan du have gavn af internettet, og dels skal du uploade din løsning via WISEflow – på samme måde som med forprøven. Vi yder ikke teknisk support på din computer. Endeligt er det vigtigt, at din computer indeholder den software, du normalt bruger til at løse designopgaver. Skolen har ikke mulighed for at udlevere software.
Der vil være adgang til internettet, men vi forventer naturligvis, at du løser opgaven på egen hånd og ikke får hjælp af andre – ligesom du skal opholde dig i det anviste lokale undervejs.
Diverse
Der vil ikke blive afholdt sygeprøver – uanset om det drejer sig om sygdom opstået inden prøven eller sygdom, der opstår under deltagelse i prøven.
Det er tilladt at spise og drikke i prøvelokalerne under hensyntagen til de andre prøvedeltagere, men du må selv medbringe den fornødne proviant.
Det er ikke tilladt at forlade skolen under prøven.
Bemærk, at DMJX har tobaksfri campus. Det betyder ryge- og tobaksforbud inde og ude.
Hav det 10-cifrede brugernavn/prøvenummer, du modtog på nemStudie.dk den 18. marts, ved hånden. Det skal du bruge ved navngivning af dine løsninger.
Afbud
Hvis du bliver forhindret i at deltage i optagelsesprøven, bedes du melde det på tlf. 61 20 91 82 eller via mail til caf@dmjx.dk
Prioritering
Bemærk, at hvis du har søgt ind på flere uddannelser, kan du indtil den 5. juli kl. 12 logge på optagelse.dk og ændre din prioritering. Vi vil anbefale, at du logger på og sikrer, at din prioritering er korrekt, når du har afsluttet din optagelsesprøve.
Bemærk: Hvis du har afleveret forprøve til flere studieretninger under Visuel Kommunikation modtager du et svar fra hver.
Følg din ansøgning
Du kan følge behandlingen af din ansøgning på optagelsesportalen nemStudie.dk. Når du har søgt ind på en uddannelse gennem optagelse.dk, modtager du en mail, hvor du bliver bedt om at oprette en bruger på nemStudie.
Du modtager vigtige informationer vedrørende din ansøgning gennem nemStudie, og det er derfor vigtigt, at du opretter en bruger og holder øje med portalen i hele ansøgningsperioden.
Fra den 26. juli vil du kunne gå ind og se, om du er blevet tilbudt en studieplads. Vær opmærksom på, at der kan være lidt ventetid.
Husk at godkende studiepladsen inden for den angivne tidsfrist – ellers mister du den.
Spørgsmål? Kontakt Cathrina Ferreira caf@dmjx.dk